Interested? Please contact us at stauerpublishing@gmail.com | mobile +45 40 59 22 83 (Jens Staubrand)

 

[JOHANNES THE SEDUCER]
JOHANNES FORFØREREN

For mixed chorus, reciter and orchestra

Orchestra A: 6 violins, 2 viola, 2 cello, 2 bass, 1 trumpet, 1 horn, 1 oboe, 1 harpsichord

Orchestra B: 1 Flute, 1 cello, 1 piano

Danish words, selected and edited by Jens Staubrand. Is also available with English, German and French words

Duration: approx. 12 minutes

Stauer Publishing 1992

The words are taken from Diary of a Seducer:

What rejuvenating power a young girl has. Not the freshness of the morning, the soughing of the wind, the coolness of the sea, not the scent of wine, not its bouquet, nothing in the world has this rejuvenating power.

A gentle breeze fans a bosom, white as snow and yet warm and full.

My eye has rested on her for the first time. How beautiful she is. Lib is closed against lip. The mouth opens, the teeth hide behind the seductive softness of the lips. Her skin is transperant, like velvet to the touch, I can feel it with my eye. Her eye – I have not seen that, it is hidden behind a lid armed with silken fringes that curve down like hooks, dangerous to those who would encounter her glance.

Is is said that sleep, can make an eyelid so heavy that is closes; perhaps this glance is capable of doing the same. The eye closes and yet obscure power move within her. She does not see that I see her, she feels it, feels it with her entire body. The eye closes, and it is night, but within her it is daylight.

Cordelia! It is a lovely name. I am sitting and exercising myself in talking like a parrot, I say: Cordelia, Cordelia, my Cordelia, you my Cordelia. I smile at the thought of the routine with wich I will, in a decisive moment, pronounce these words. One ought always to do rehearsals, everyting must be done proberly.

My Cordelia! Soon, soon you are mine!

The night is still, everything sleeps in peace, except love.
She sits on my lap. Her arm, soft and warm, encircles my neck. Her bosom is dazzlingly white like snow, so smooth my eye cannot rest, it would slip if the bosom was not moved. She embraces me, kisses me uncertainly as the sky kisses the sea, mildly and quietly as the dew kisses the flower.

Her passion will become definite, energetic, decisive, her kiss total. Her passion collects and she is mine!

Only you. My whole soul is full of you. A sign from the fullness of the heart, a breath of thoughts disturbance – it releases itself from its moorning, it glides over the surface of the lake, disappears in the mysterious loneliness of the forest, rocked on the surface of the lake, which is dreaming about the deep darkness of the forest.

She was beautiful by nature. I thank you, wonderful nature. Thank you good chance, accept my thanks!

I have loved her, but now she cannot occupy my soul any more. When a girl has given away everything, then she is weak, then she has lost everything, for innocence is womans essence. Now all resistance is impossible, only while it is present is it beautiful to love, when it has ceased love is weakness and habit.

I do not wish to be reminded of my relationship with her.

She has lost her fragrance.

 

 

 

Interesseret? Kontakt os venligst på stauerpublishing@gmail.com | mobil +45 40 59 22 83 (Jens Staubrand)

 

NIELS VIGGO BENTZON

JOHANNES FORFØREREN

For blandet kor, recitator og orkester


Orkester A: 6 violiner, 2 bratch, 2 cello, 2 bas, 1 trompet, 1 horn, 1 obo, 1 cembalo

Orkester B: 1 fløjte, 1 cello, 1 piano

Dansk tekst, udvalgt og redigeret af Jens Staubrand. Findes også med engelsk, tysk og fransk tekst

Varighed: ca. 12 minutter

Stauer Publishing 1992

Teksten er hentet fra Forførerens Dagbog:

Hvilken foryngende magt har ikke en ung pige, ikke morgenluftens friskhed, ikke vindens susen, ikke havets kølighed, ikke vinens duft, ikke dens liflighed – intet i verden har denne foryngende magt.

En sagte luftning omvifter en barm, hvid som sne og dog varm og fuld.

Mit øje har for første gang hvilet på hende. Hvor er hun skøn. Læbe er lukket mod læbe. Munden åbner, sig tæn­derne skjuler sig bag læbernes forførende blødhed. Hen­des hud er gennemsigtig, som fløjl at røre, det kan jeg føle med mit øje. Hendes øje – det har jeg ikke set, det er skjult af et låg, væbnet med silkefrynser, der bøjer sig som hager, farlige for den, der vil møde hendes blik.

Man siger, at søvnen kan gøre et øjelåg så tungt, at det lukker sig; måske dette blik formår noget lignende. Øjet lukker sig og dog rører dunkle magter sig i hende. Hun ser ikke, jeg ser hende, hun føler det, føler det over hele legemet. Øjet lukker sig, og det er nat, men inden i hende er det lys dag.

Cordelia! Det er dog et herligt navn. Jeg sidder og øver mig i at tale som en papegøje, jeg siger: Cordelia, Cordelia, min Cordelia, du min Cordelia. Jeg smiler ved tanken om den rutine hvormed jeg vil, i et afgørende øjeblik, udtale disse ord. Man bør altid gøre forstudier, alt må være lagt tilrette.

Min Cordelia! Snart, snart er du min!

Natten er stille, alt sover fred, kun ikke elskoven. Hun sidder på mit skød, hendes arm slynger sig blød og varm om min hals, hendes barm er blændende hvid som sne, så glat, at mit øje ikke kan hvile, det ville glide, hvis barmen ikke bevægedes. Hun omfavner mig, kysser mig ubestemt som himlen kysser havet, mildt og stille som duggen kysser blomsterne.

Hendes lidenskab bliver bestemt, energisk, sluttende, hendes kys totale. Hendes lidenskab samler sig og hun er min!

Kun dig, min hele sjæl er fuld af dig. Et suk af hjertets fylde, et pust af tankens uro – den løsner sig fra sin fæstning, den glider hen over søens flade, forsvinder i skovens hemmelighedsfulde ensomhed, vugget af søens flade, der drømmer om skovens dybe mørke.

Af naturen var hun skøn. Jeg takker dig, vidunderlige natur. Tak gode tilfælde, tag min tak!

Jeg har elsket hende; men nu kan hun ikke mere beskæf­tige min sjæl. Når en pige har bortgivet alt, da er hun svag, da har hun tabt alt; thi uskyld er kvindens væsen. Nu er al modstand umulig, kun så længe den er til, er det skønt at elske, når den er ophørt, er det svaghed og vane.

Jeg ønsker ikke at mindes mit forhold til hende; hun har tabt duften!